Emil

Af Katrine Joen Jakobsen

Mine klassekammerater siger tit, at de gerne vil have diabetes
“Min tegning viser en dreng med diabetes, der lige har målt sit blodsukker. Det er alt for højt, fordi det er 8,2, som jeg har skrevet her på tegningen. Jeg ville også tegne drengen, mens han tog sin insulin og fik det bedre, men det var der ikke plads til på tegningen”, siger Emil Nielsen på syv år. Han har haft type 1-diabetes, siden han var 11 måneder gammel.

Hans mor Trine tilføjer, at det er interessant at høre Emil fortælle om sin tegning, fordi det skildrer deres hverdag; Et liv, hvor diabetes spiller en stor rolle, og hvor Emils blodsukkerniveau hele tiden er oppe til diskussion: ”Hans blodsukkerniveau er en så vigtig del af vores liv, men samtidig tænker vi ikke så meget på det mere, fordi det nu er blevet en rutine, og vi har været vant til at skulle måle det, siden han var helt lille”. 

Her kan du se Emils tegning i fuld størrelse

En vis syvårig
På mange måder er Emil ligesom alle syvårige drenge. Han startede i første klasse efter sommerferien og elsker skolen og at lave lektier. Efter skole er han en meget aktiv dreng, der knokler løs for det lokale fodboldhold, men som også elsker en afslappende eftermiddag hjemme med spil og sjov med hans lillesøster Ditte. Deres favorit lige nu er at lege på kæmpetrampolinen i haven.

Emil er dog ikke som alle andre børn. Han har været vant til at skulle forholde sig til sin diabetes næsten hele sit liv og er meget bevidst om sin diabetes: ”Jeg producerer bare ikke insulin – og det er det, der er galt”, forklarer han.

Hans far Janus er tydeligt stolt af sin søn, og hvor vis han er: ”Han er sådan en fornuftig dreng”, siger Janus. ”Men det er han jo også nødt til at være, fordi han så tidligt i sit liv har været vant til, at der er blevet stillet store krav til ham på grund af hans diabetes. Krav, som man normalt ikke ville stille til et to-treårigt barn. Nogle gange tror jeg, at han skal tage stilling til nogle ting omkring hans liv, som ikke engang en teenager tænker på”, forklarer Janus.  

Livet med diabetes er ikke altid simpelt eller nemt: “Jeg tror, at det værste ved at have diabetes er, at jeg skal måle mit blodsukker hele tiden. Når jeg er ude og lege med mine venner, bliver jeg nødt til at stoppe. Det er ikke sjovt!”, forklarer Emil. “Men hvis jeg ikke gør det og ikke tager min insulin, bliver mit blodsukkerniveau alt for højt, og jeg får det rigtig dårligt. Så du kan godt se”, siger en meget alvorlig Emil, “der er ikke noget som helst godt ved diabetes”.

”Faktisk siger mange af mine klassekammerater tit, at de gerne vil have diabetes. Det er bare fordi, jeg engang imellem bliver nødt til at spise druesukker, og så tror de, at jeg må spise slik hele tiden. Jeg kan ikke forstå dem, og jeg prøver også at sige til dem: ”du kan få min diabetes”, men det kan jeg jo desværre ikke bestemme”.

Nem behandling har givet os et nyt liv
Selv om Emils diabetes giver nogle frustrationer, har familien og især Emil en positiv indstilling. Emils forældre fokuserer meget på at give Emil et så normalt liv som muligt, så han ikke føler sig meget anderledes i forhold til andre børn. I november 2006 fik Emil en insulinpumpe, hvilket har gjort det betydeligt lettere for ham at tage sin insulin. Insulinen virker hurtigt, hvilket gør det lettere for ham at kontrollere sit blodsukker.

“Emils liv og i høj grad også vores liv har ændret sig meget, efter han skiftede behandling. Nu kan han selv tage sin insulin ved at trykke på en knap”, forklarer Emils far. ”Og jeg kan bare ringe til far og spørge ham, hvor meget jeg skal tage. Det er ret nemt, og jeg er rigtig glad for den”, siger en glad Emil.

Janus tilføjer, at han tror, at kombinationen af pumpen og den hurtig-virkende insulin har givet dem og Emil meget mere frihed. ”Nu kan Emil tage hen til en kammerat og lege, og han har endda overnattet hos venner et par gange. Det var slet ikke muligt før”.

Emils forældre ser lyst på fremtiden. Deres drøm er, at Emil ikke skal leve med diabetes resten af sit liv og nærer stor tillid til forskning og den fortsatte udvikling af bedre behandlinger.
For Emil er fremtiden ikke så langt væk. Den handler om anden klasse efter sommerferien, og da snakken falder på hans drømme, er diabetes slet ikke en del af dem. På den måde er Emil ligesom alle andre syvårige drenge. Han drømmer om at blive mekaniker og arbejde med biler, når han bliver stor – helt ligesom sin far.