Diabetes og yoyo-effekten
Der er ingen magisk opskrift på hvordan du lever med diabetes, men sommetider kan en tjek-liste hjælpe. Mål dit blodsukker. En læser, Jim, havde sit blodsukker ude af kontrol, kontaktede os for at få gode råd.
Jim er 59 år gammel og har type 2 diabetes. Han er for nyligt begyndt selv at måle sit blodsukker. Han troede, at det gik godt, for hans prøver lå mellem 4 og 10. Men da hans læge viste ham hans HbA1C resultat, var det 9,5 %.
Han blev nedslået, for han troede jo, det gik så godt. Det var ikke kun hans blodsukkerniveau, der steg og faldt som en yoyo, men også hans humør. Så han bad D2's eksperter om råd.
Få styr på det igen
Vores ekspert forklarede, at Jims svingende blodsukkerniveau ikke skyldtes en enkelt årsag, men en kombination af flere. Hvis du er god til huskelister, vil du have nemt ved at bruge de følgende fire punkter.
Resultatet afhænger af tidspunktet
Når du måler dit blodsukker, skal du tænke over, hvornår du gør det. Jim målte sit før måltiderne, altså når blodsukkeret er lavest. Det forklarer, hvorfor lægens HbA1C ikke lignede de resultater, Jim fik fra sine egne målinger. Lægen foreslog ham at måle sit blodsukker både før og efter måltiderne for at få et mere præcist billede.
Resultatet afhænger af, om du er stresset
Jim var ikke vant til at måle sit blodsukker, og derfor var han ofte nervøs. Stress øger produktionen af adrenalin, og det kan få blodsukkeret til at stige. Derfor kan det godt betale sig at prøve at slappe af, når du måler dit blodsukker.
Resultatet afhænger af den mad, du spiser
En anden vigtig ting, du skal tænke på, er den mad, du spiser. Da Jim begyndte at måle efter måltiderne, opdagede han, at hans blodsukkerniveau var tårnhøjt. Han fandt ud af, at hans forkærlighed for ris fik hans blodsukker til at stige til 15 ved sengetid. Det var jo ikke så godt! Nu spiser han kun en halv portion ris. Andre fødevarer kan have en lignende effekt. Hvis du måler dit blodsukker regelmæssigt efter måltiderne, finder du efterhånden ud af, hvordan forskellige fødevarer påvirker din krop.
Resultatet afhænger af din behandling
Det sidste, du skal tage med i betragtning, er din medicin. Dit blodsukker vil helt sikkert stige som reaktion på et måltid. Hvis du glemmer at tage dine tabletter, som Jim gjorde nogle gange, ryger dit blodsukker til vejrs, når du har spist. Det var lærerigt for Jim at se den forskel, det gjorde, hvis han glemte en tablet. Det er en anden faktor, man skal huske på.
Det tager både tid, slid og masser af tålmodighed at opnå et stabilt blodsukkerniveau. Vores ekspert understreger, at alle er forskellige, og at det kan være en god ide at lave din egen huskeliste over de faktorer, der påvirker dit blodsukker. Det virkede i hvert fald for Jim.