Rettigheder

Hvad kan du og hvad må du? Gælder der specielle regler for dig omkring økonomisk støtte, pension og andre emner? Læs her om dine rettigheder som diabetiker.
(af Socialrådgiver Hanne Houth)

Økonomisk støtte
Som diabetiker har du en række muligheder for at få økonomisk hjælp fra det offentlige. Der gælder forskellige regler for dig alt efter, om du er under 18 år, over 18 år eller pensionist. Men uanset hvor gammel du er, skal du søge om hjælpen hos din lokale socialforvaltning.

Hvis du er under 18 år
Du kan få dækket nødvendige merudgifter i henhold til Lov om social service §28, og ydelsen er uafhængig af dine forældres indtægt. Altså kan alle, der forsørger et barn med diabetes i hjemmet, få dækket udgifter til behandlingen.
Forældre til et diabetesbarn under 18 år med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne kan også få dækning for tabt arbejdsfortjeneste, hvis barnet bliver passet hjemme. F.eks. ved fravær fra arbejdet i den første tid, når barnet har fået konstateret diabetes, eller når barnet skal til ambulant undersøgelse.

Pensionister
Kun de dårligst stillede pensionister kan få dækket merudgifter til kost og medicin, og det sker som personlige tillæg under hensyn til pensionistens indtægt og formue. Tildelingskriterierne er meget strenge, og langt fra alle pensionister har medicinkort. Men der er en anden mulighed for at få dækket store udgifter til tilskudsberettiget medicin. Ved Lægemiddelstyrelsen og ordningen om kronikertilskud kan man få dækket medicinudgifter over 300 kr. Man kan søge Lægemiddelstyrelsen om tilskud til lægeordineret medicin, som ikke er tilskudsberettiget, fx kolesterolnedsættende medicin.

Kostudgifter
De fleste kommuner yder et tilskud til diabeteskost. Men det kan være svært at dokumentere størrelsen af ekstraudgifterne. Hos Diabetesforeningen kan du få et skema, der kan gøre det lettere.

Revalidering
Som diabetiker kan du i særlige tilfælde få økonomisk hjælp til uddannelse. Hjælpen svarer til det beløb, der udbetales i arbejdsløshedsunderstøttelse eller som sygedagpenge, og du kan også få dækket udgifter til undervisningsmaterialer og studierejser.
Nogle oplever, at de må opgive deres nuværende erhverv, når de får konstateret diabetes, eller der kan blive tale om erhvervsskift ved en forværring af sygdommen. I sådanne tilfælde kan du få økonomisk hjælp til omskoling eller optræning. Der findes også tilbud om aktivering, skånejob og fleksjob, hvor kommunen giver arbejdsgiveren tilskud til lønnen.

Hjælpemidler
Som diabetiker kan du få helt eller delvist tilskud til visse hjælpemidler. F.eks. ortopædisk fodtøj, lup-lamper eller andre ting, der kan lette din dagligdag.

Fodpleje
Du kan få fodpleje til nedsat pris hos en autoriseret fodterapeut, hvis du har behov for det. Du skal bare have en henvisning fra din læge eller dit behandlingssted.