Det er meget naturligt, at du på et tidspunkt overvejer, hvorfor du dog skal have alt det besvær med at tage medicin.
Måske tror du, at det alligevel ikke nytter, fordi følgesygdomme ikke kan undgås. Måske tænker du, at det er for sent at begynde på medicinen, fordi skaderne allerede er sket. Eller måske rumsterer der en frygt for, at du får for meget medicin, og at du bliver afhængig eller ligefrem tager skade pga. bivirkninger.
Faktum er, at der er flere gode grunde til, at du skal tage den medicin, som du har fået ordineret.
Medicinen er en hjælp
At tage diabetesmedicin er måske den vigtigste og ofte også den nemmeste ting, som du kan gøre for at sænke blodsukkeret. Et lavere blodsukker reducerer risikoen for senere at udvikle følgesygdomme.
Hvis du har problemer med din medicin, eksempelvis omkring dosis, hvornår du skal tage den, eller mulige bivirkinger, så tal med din læge eller dit diabetesteam. Måske er et par enkelte justeringer nok til at løse dit problem.
Det virker faktisk
Insulin kan som al anden medicin have bivirkninger, men det er ikke farligt for helbredet. Tværtimod er insulin med til at styre blodsukkeret.
Sommetider sker det, at nogle mennesker stopper med at tage deres medicin, f.eks. mod type 2-diabetes, fordi man ikke tror på, at den hjælper. Eller fordi man ikke mærker nogen forandring og så taber modet.
Insulin og diabetesmedicin i tabletform hjælper virkelig med at styre din diabetes og styrke din sundhed. Hvis du ikke opnår de ønskede resultater, skal du formentlig se nærmere på din behandlingsplan og foretage de nødvendige justeringer.
Desværre er verden nogle gange så uretfærdig, at du ikke fuldt ud opnår de ønskede resultater, selv om du gør alt det rigtige. Så diabetes kan være svær at håndtere. Men husk på, at alene det, at du bevæger dig et stykke ud ad den rette vej, er med til at styrke helbredet og nedsætte faren for følgesygdomme.
Forebyg helbredsproblemer
Kilder
- Polonsky WH. Diabetes Burnout What to Do When You Can’t Take It Anymore. Alexandria, Virginia: American Diabetes Association; 1999:94