Hvad er de hyppigste former for diabetes?
I 2009 var der ifølge Sundhedsstyrelsen mere end 271.000 danskere med diabetes. Der diagnosticeres mellem 22-26.000 nye personer med diabetes per år i Danmark. Type 1-diabetes udgør 5-10% af alle, der har fået stillet diagnosen diabetes. Type 2-diabetes udgør ca. 90-95% af alle, der har fået stillet diagnosen diabetes. Graviditetsdiabetes (gestationel diabetes) optræder i forbindelse med 2-3% af alle graviditeter, men forsvinder normalt igen efter fødslen.
Hvilke faktorer øger risikoen for type 1-diabetes?
Risikofaktorerne for type 1-diabetes er ikke ret godt klarlagt, men både arvelige forhold samt miljømæssige faktorer spiller en rolle.
Hvilke faktorer øger risikoen for type 2-diabetes?
Risikofaktorerne for type 2-diabetes er bl.a. stigende alder, andre tilfælde af diabetes i familien, nedsat evne til at optage sukker i cellerne (nedsat glukosetolerance), for lidt fysisk aktivitet, overvægt, samt at tilhøre visse etniske befolkningsgrupper.
Kan man få diabetes af at spise for meget sukker?
Nej. Diabetes skyldes ikke, at man spiser meget sukker. Men et højt sukkerindtag gør det sværere at holde sin diabetes under kontrol.
Kan diabetes forebygges?
Type 1-diabetes kan med forskernes nuværende viden ikke forebygges. Derimod nedsætter man markant faren for type 2-diabetes ved at dyrke masser af motion, spise sundt, samt holde sin normalvægt.
Kan diabetes helbredes?
Type 1-diabetes kan ikke helbredes med vores nuværende viden. De gode behandlingsmuligheder samt en sund levevis reducerer markant faren for at udvikle følgetilstande. Type 2-diabetes kan som sådan ikke helbredes. Men fysisk aktivitet, sunde kostvaner og vægttab (evt. ved hjælp af kirurgiske indgreb) kan nedsætte behovet for medicinsk behandling.
Kilder
- Hilsted J et al.Red.Diabetes.København:Munksgaard Danmark;2007. Sundhedsstyrelsen, www.sst.dk
- Diabetesforeningen Risikofaktorer