Egenomsorg
Den rette balance mellem mad, motion og insulin er de vigtigste faktorer for at leve et godt og sundt liv med diabetes, men en omhyggelig egenomsorg er også afgørende for at undgå komplikationer.
(af Professor dr. med. Carl Erik Mogensen)
Egenomsorg betyder
Egenomsorg betyder, at DU har styr på dit blodsukker, og tager aktivt del i behandlingen af DIN diabetes.
Det er vigtigt, fordi så mange ting i din dagligdag har indflydelse på dit blodsukker. Du beslutter hvad du spiser. Du vælger hvor meget og hvordan der skal motioneres. Og du er den, der tager din medicin.
Det bedste du kan gøre, er at 'lytte' til din krop. Hvordan har den det? Og ligesom med bilen, er det vigtigt at gå den igennem jævnligt, og især fokusere på, om de enkelte dele virker som de skal. Det gælder især fødder, ben og øjne.
Fødder
Du kan eventuelt med tiden få problemer med kredsløbet til benene og påvirkning af følenerverne, så din smertesans til fødderne bliver nedsat. Det gør dine fødder udsatte for fodsår, som du måske ikke opdager lige med det samme. Derfor skal du kun anvende bløde sko med god pasform og ekstra plads til varme og hævede fødder.
Nye sko, der klemmer, kan give fodsår efter ganske få timer. Strømper skal være uden generende sammensyninger. Vask fødderne regelmæssigt i lunkent vand og tør dem godt også mellem tæerne. Smør grundigt med fugtighedscreme, da tør hud let revner og er udsat for småsår.
Efterse fødderne dagligt for småsår, vabler og tryksteder for at undgå dybe sår med infektion. Få en fodterepeut til at behandle nedgroede negle, ligtorne og hård hud, så du ikke selv kommer til at forårsage sår. Med en henvisning fra din læge yder sygesikringen tilskud til fodterapeutbehandling. Kontakt lægen hvis du har et sår, der ikke heler hurtigt.
Ben
Hvis du får væskeophobning i benene, skal du få lægen til at undersøge det nærmere. Måske kan støttestrømper eller vanddrivende medicin hjælpe dig. Tal også med lægen, hvis du får smerter eller sovende og prikkende fornemmelser i benene. Det er også vigtigt at kontakte lægen, hvis du får sår på benene.
Øjne
Når man har haft insulinkrævende diabetes i 8-10 år eller mere kan der komme øjenforandringer, så synet kan påvirkes. Det sker især, hvis diabeten ikke har været reguleret godt nok. Hvis du har haft diabetes i 5 år eller mere anbefales en årlig undersøgelse hos øjenlægen for at forebygge alvorlige komplikationer, som i værste fald kan føre til mistet syn. Kontakt også øjenlægen, hvis du pludselig mærker synsforandringer.
Ved ikke-insulinkrævende diabetes kan man have haft sygdommen i adskillige år, inden den opdages, så man må eventuelt undersøge øjnene tidligere her.